Breve Psykisk Institut af 1980
Her er du: Forside ->

Offentliggjorte breve



Forside
Terapier
Debatforum
Personer
Afstemning
Profiler
Forlag
Artikler
Foredrag
Breve
Links




Offentliggjorte breve



Opdateret af Jan Bach d. 20.3.2004

Alle breve, der offentliggøres på denne side, er anonymiseret. Undtaget herfra er naturligvis, hvis skribenten udtrykkelig anfører noget andet.


Skriv dit eget indlæg.



Jeg har modtaget:

Om at tage ansvar....

Ja, at mærke indeni sig selv at "et eller andet er galt" kender nok de fleste til. At lokalisere hvad dette "et eller andet" er, er for nogle svært. For slet ikke at tale om at gøre noget ved det man finder frem til....

For snart 10 år siden, havde jeg en lille mus indeni mig der gnavede voldsomt. Den gnavede på min moderrolle og på min evne til at fornemme hvad det egentlig var samfundet forventede af mig.

Jeg havde to små børn på hhv. 1 og 2 år. Deres synlige udvikling var helt i top. Jeg havde en evne der lå helt i top til at overskue og klare alle praktiske detaljer omkring børnepasning og pleje. Men men men...

Deres indre udvikling, også kaldet den mentale udvikling, gik knap så godt. Det var noget kun jeg vidste og som for de fleste var ufattelig svært at få øje på.

Alligevel valgte jeg at gøre op med musens gnaveri, da det jo i bund og grund var mine børns velfærd på lang sigt det handlede om.

Efter en meget lang snak med mig selv og et tilbageblik i min egen opvækst, der fortalte mig at jeg ikke havde noget af det med i rygsækken der var nødvendigt for at tage ansvar for mine børns mentale udvikling, valgte jeg at tage det store ansvar det nu engang var, nemlig at finde en passende familie der formåede at give mine børn det jeg ønksede for dem.

Det ansvar og den gerning har præget mit og børnenes liv i en meget positiv retning gennem de sidste 10 år. ...Og her kommer så ansvaret fra mine medmennesker ind...

Jeg har nemlig i al denne tid savnet en større forståelse fra mine omgivelser omkring mine valg og handlinger da jeg friviligt og til alles bedste anbragte mine børn i familiepleje.
Se jeg kan godt forstå det kan være svært at sætte sig ind i at jeg tog det valg jeg gjorde. Men det er heller ikke nødvendigt. Det er blot nødvendigt at acceptere det og respektere mig for at jeg gjorde det jeg fandt rigtigt!

At jeg gav mine børn muligheden for en anstændig og sund tilværelse i udviklende og positive rammer. Og at jeg gav mig selv muligheden for at finde et ståsted og den nødvendige indsigt i og forståelse for, hvad jeg kunne/skulle yde og modtage for at være en naturlig del af det samfund jeg lever i.
En respekt og en opbakning fra min omverden omkring dette, mener jeg jo hører med til at tage ansvar for hinanden.

Venligst
"en lykkelig mor"

Jeg vil godt sige tak til "en lykkelig mor". Det er et meget stærkt og personligt brev, og det beskriver en meget svær problemstilling, som kun de færreste magter.

At give et barn fra sig, er en meget tung beslutning, og den rokker ved noget fundamentalt i ethvert menneske, og det er behæftet med store menneskelige tab, at give slip på. At erkende, at man ikke magter en så almindelig opgave (almindelig fordi stort set alle tilsyneladende klarer det), er nedbrydende for ens selvtillid, og trækker lange spor i ens liv.

Barnet er prisgivet den mor, det nu engang har, og har ingen mulighed for at vælge om, hvis hun ikke svarer til forventningerne. Det er altså den eller de voksne, der er i barnets nærhed, der må og skal tage ansvaret, tage en beslutning. Rart ville det have været, om der menneskeligt og måske samfundsmæssigt havde været en langt større forståelse for vor brevskrivers situation, for havde der været det, tror jeg hun selv ville have kunnet klare opgaven - evt. med en solid hjælp i starten, og siden alene. Det havde været bedre for barnet, for moderen og for samfundet.

Tak for brevet - jeg håber der kommer flere!


af Jan Bach

Hudløs, åndeløs - nådeløs

Når den stærke psyke bukker under!

Der er ingen tvivl, jeg er en barsk fyr - en fandens karl. Der er ikke ret meget, jeg ikke kan klare, og det der er, har vi folk til!

Hvorfor kan jeg så begynde at mærke tårerne, hvis jeg ser to som elsker hinanden, mens jeg selv må elske mig selv - og det kan endda være svært.

Hvorfor kan jeg ikke se en film, læse en bog eller høre klassisk musik, uden at jeg på et eller andet tidspunkt mærker gråden.

Nogle gange skal der ikke mere til, end at to holder hinanden i hånden.

Jo, jeg skal love for, at jeg har styr på tingene!

Der er på den måde mange situationer, jeg helst skal undgå, hvis jeg ikke vil "tabe ansigt", og det vil jeg helst ikke.

Ok, jeg kan blive hjemme, lade som om jeg ikke er hjemme - eller, hvis jeg tvinges ud på gange, gader og stræder, at lade som om jeg har rimelig travlt, og i alt fald så travlt, at jeg sket ikke har tid til at blive konfronteret med spørgsmålet som ofte stilles, men aldrig menes, om - hvordan går det så?

Heldigvis er der ikke mange på de føromtalte gange, gader og stræder, der spørger - de fleste har det som jeg, og vi undgår på den måde hinandens ømmeste punkter - og desværre undgår vi også ømheden. Vi kommer ikke hinanden ved, men vi formulerer det på en anden måde - vi vil ikke blande os, og - - det rager jo ikke mig, som er den hyppigst forekomne undskyldning, for at beskytte sig selv.

Nej, vi vil ikke blande os fordi vi er så fandens hudløse, at næsten ethvert personligt spørgsmål nødvendigvis må besvares som om vi skulle forsvare noget værdifuldt - men, det er måske også det, vi skal?

I mange år var jeg overbevist om, at jeg var den eneste, der havde det sådan, men tiden har vist mig noget andet. Den væsentligste forskel er vist, at jeg i dag ikke er bange for at indrømme, at jeg har det sådan, og jeg giver mig selv lov til at opleve de følelser, der nu engang er, og er mig.

Det virker som om nærhed og ømhed, er blevet forbudt, men det er ikke rigtigt, det er blot blevet ukendt. Vi ved intet om, hvad det vil sige at være sociale væsner, og enhver institution med respekt for sig selv er i disse år i gang med at forhindre, at vi nogensinde kommer videre, og de siger endda, at det er godt, så hvad skal "man" snart tro?

Enkeltværelse fra vugge til grav!

Allerede ved fødslen kommer de første tilvænninger til et liv i ensomhed. Hospitalet, hvor de fleste stadig fødes, har allerede stillet en seng til rådighed, selv om enhver ved, at netop kropsvarme, morens hjertelyd - og hendes hænders berøring, er så vigtige for et nyfødt barn.

I starten sover de fleste i samme værelse som forældrene, men det er ikke af hensyn til barnet, men udelukkende til forældrene, og allerede efter kort tid, lærer barnet, at det er "bedst", at sove inde "på sit eget værelse" - underforstået, nu vil "de" have fred!

Eget værelse får man også på kirkegården, på alderdomshjemmet, eller som angsten for at kalde tingene det, de er, har omdøbt det til, på lokalcentret, psykiatriske hospitaler, forsorgshjem, plejehjem, og plejehjem for psykisk handicappede, eller udviklingshæmmede.

Der er intet at sige til, at vi ikke lærer at være sociale, men der er ingen der skal fortælle mig, at det også er godt.

Dag efter dag øves der vold mod os for at få os til at "blive voksne" og "selvstændige" individer, men det sker slet ikke i den takt, der er naturligt for den menneskelige udvikling, og i stedet for at blive voksne, bliver vi angste, usikre, klynkende og dårlige sociale individer. I tilgift kommer så angsten for at være alene, som også er et resultat af den samfundsmæssige og kulturelle udvikling.

Desværre får angsten for at være alene os ikke til at søge kontakt med nogen social gruppe, men til at "klistre" os til et bestemt menneske, og som regel en af den modsatte køn. Vi kalder det, for at omgås sandheden mest muligt, at vi er forelskede, men det er løgn - vi er afhængige af det andet menneske, og i og med at der kun er ét menneske, bliver dette menneske utrolig vigtig, og i virkeligheden har vi ikke, som vi troede, forøget vores sikkerhed, men derimod forøget sårbarheden, angsten og jalousien, for - hvad nu hvis hun/han går sin vej, holder op med at elske mig?

Katastrofen lurer lige om hjørnet, og i et forsøg på at fastholde den anden, begynder man at begrænse hinanden, afskære den anden fra at være sammen med andre, og inden længe er man placeret i et mareridt, som man selv har skabt.

Som de sociale væsner vi er, bliver det uafladeligt øvet vold mod den natur, der er så vigtig for os - og alt sammen ud fra, at det skal være så godt.

Der er intet at sige til, at vi bliver overfølsomme - eller hyper sensitive, som de lærde kalder det. Jo mere vi undertrykker vores basale følelsesmæssige behov, jo stærkere vil de forsøge at manifestere sig, og i yderste konsekvens, bliver vi syge af det, og det er vel i grunden der, de fleste er i dag.

Ja, det er der, og i et forsøg på at overleve, finder jeg den maske, som giver mig den største sikkerhed, og blot at vedligeholde masken, så den ikke slår revner, koster så meget energi, at jeg slet ikke har overskud til at være mig selv!?!

Jo, jeg er i sandhed en fandens karl.



Top
Skriv dit eget indlæg.



Opdateret af Jan Bach d. 29.1.2003