Gestaltterapi // // // // // //

Gestaltterapi


//
Retur til terapioversigt
//
Se også Gestaltlove
//
Gestaltpsykologi


psykodynamisk, oplevelsesorienteret psykoterapiform, der er udviklet i slutningen af 1940'erne i New York af Fritz og Laura Perls. Teoretisk grundlag og terapeutiske metoder er tidligst beskrevet af Perls, Hefferline og Goodman i Gestalt Therapy (1950).

Gestaltterapi er udviklet i delvis opposition til psykoanalysen og opfatter sig som baseret på eksistentialisme, især Martin Bubers "jeg-du-teori". Forbindelsen til perceptionspsykologiens gestaltpsykologiske teorier er begrænset til tankegangen om, at figur og grund i en given gestalt afhænger af, hvad der bringes i fokus (se evt. figur grund). Gestaltterapien rummer tilstræbt forenklede metaforiske begreber om psyken og de terapeutiske metoder og er i nogle versioner nærmest teorifjendsk. I terapien tages der udgangspunkt i patientens oplevelse her-og-nu, og personen gennemspiller og genoplever problemsituationer, bl,a. ved at identificere sig med enkelte følelsesmæssige eller kropslige udtryk hos sig selv; vrede, sorg, en anspændt skulder eller hovedpine. Ofte opfordres til kraftige følelsesudladninger med henblik på at patienten opnår katharsis.

Gestaltterapeuten er relativt konfronterende ved verbalt at give udtryk for sine følelser for den person, der er i terapi. At sidde i "den varme stol" betegner den position, personen, der er i terapi, indtager, når gestaltterapeuten arbejder med ham/hende i en gruppe. Gestaltterapi tilbydes mennesker med lettere psykiske problemer eller mennesker, der ønsker at udvikle sig personligt. Amerikanerne Virginia Satir og Walter Kempler er kendt for deres gestaltterapeutiske familieterapi.

I 1960'erne blev gestaltterapi del af en bevægelse, hvor terapien blev en livsform med terapikurser og offentliggørelse af private problemer.


Retur til terapioversigt