Psykiatri

Psykiatri


Retur til terapioversigt

af gr. psyche 'sjæl' og iatreia 'helbredelse', lægevidenskabeligt speciale, der beskæftiger sig med diagnostik, forekomst, forløb og årsagsforhold, forebyggelse og behandling af psykiske sygdomme hos voksne. Børne- og ungdomspsykiatri er et andet lægeligt speciale, der står voksenpsykiatrien nær, men som har en anden målgruppe. Psykiske sygdomme er kendetegnet ved Særlige symptomer, som i meget betydelig grad påvirker helbredstilstand, livskvalitet og social funktionsevne.

Terminologi. I 10. udgave af WHOs diagnoseklassifikationssystem (ICD - 10), som blev indført i Danmark i 1994, anvendes ateoretiske, symptombeskrivende kriterier uden antagelser om sygdomsårsager, hvorved det tilstræbes at gøre sygdomsklassifikatio- nen mere objektiv. Samtidig blev der indført mange nye diagnosebetegnelser, fx bipolar affektiv i stedet for maniodepressiv psykose, psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af psykoaktive stoffer i stedet for narkomani. Mange sygdomsenheder i ICD - 10 er dog fortsat dårligt videnskabeligt begrundet. Tidligere anvendte diagnoser, fx neurose og hysteri, vil fortsat finde anvendelse i al mindelig sprogbrug.

Psykoser. Ved sindssygdomme (psykoser) optræder der- hallucinationer (abnorme syns-, hørelses-, smags-, berørings- eller følesanseindtryk), vrangforestillinger, tankeforstyrrelser, udtalte ændringer af stemningsleje eller manglende orientering med usikkerhed med hensyn til tid, sted og personlige forhold. Der foreligger således en markant realitetsforstyrrelse, og den syges adfærd er klart afvigende fra det normale. Den syge har ofte ikke indsigt i sin sygdom, og tvangsindlæggelse og andre indgreb kan undertiden blive nødvendige (se Psykiatriloven). Forløbet af sindssygdomme kan være forbigående eller kronisk.

De vigtigste sindssygdomme er skizofreni, maniodepressiv psykose, Alzheimers sygdom og følger af alkohol- eller stofindtagelse (narkomani).

Nervøse tilstande (tidligere benævnt neuroser) er præget af angst eller kan fx være led i obsessiv-kompulsiv tilstand, men der er fravær af ovennævnte psykotiske symptomer, og til trods for eventuelt invaliderende symptomer er realitetsopfattelsen intakt. Den syge har indsigt i symptomernes irrationelle eller overdrevne karakter, men evner ikke uden behandling at ændre herpå.

Personlighedsforstyrrelser er karakteriseret ved vedvarende og karakteristiske personlighedsændringer fra det i kultursammenhængen forventede; de vanskeliggør individets funktion i dagligdagen, i erhverv eller andre sociale sammenhænge. Afvigelserne vedrører især social forståelse og holdning, følelsesliv impulskontrol og behovstilfredsstillelse.

Sygdomsrisiko. Risikoen for på et eller andet tidspunkt i livet at få en alvorlig psykisk lidelse er ca, 10%; nemlig ca. 3%, for en psykose, ca, 3%, for en nervøs lidelse og ca. 3 - 4%, for en svær personlighedsforstyrrelse og/eller misbrug. I Danmark er der omkring år 2000 ca. 50 000 sindssyge personer.

Psykiatriens udvikling. Psykiske sygdomme er beskrevet langt tilbage i historien og er søgt forklaret på ret for skellig måde lige fra forstyrrelser i legemsvæsker til indvirkning fra dæmoner eller lignende. Den videnskabelige udforskning af psykiske lidelser er først for alvor sket siden slutningen af 1800-t. Der skelnes mellem forskellige retninger, bl.a. biologisk psykiatri, som opfatter psykiske sygdomme som hjernesygdomme. og psykodynamisk psykiatri, som ser psykiske symptomer som udtryk for bl.a, ubevidste psykiske konflikter. Denne retning bygger på Freuds tænkning. Socialpsykiatri ser psykiske lidelser som påvirket af sociale forhold, fx stigmatisering (brændemærkning) af personer, hvis adfærd ikke er socialt eller kulturelt acceptabel. Fra midten af 1900-t. har forskellige antipsykiatriske bevægelser kritiseret psykiatri som lægevidenskabeligt område.

Frem til første halvdel af 1800-t. blev omsorgen for sindssyge pålagt pårørende og lokalsamfundet. Den første psykiatriske overlæge i Danmark blev ansat i 1814 ved det senere Sankt Hans Hospital i Roskilde. I 1852 indviedes det nuværende Psykiatrisk Hospital i Århus, og herefter byggede staten en række store asyler, hvor mange kronisk sindssyge boede livet igennem. I 1900-t. blev de betegnet statshospitaler.

I 1977 overgik statshospitalernes drift til amterne. Der skete herefter en markant nedlæggelse af sengepladser samtidig med opbygning af lokal eller distriktspsykiatrisk ambulant behandling. Psykiatriske afdelinger blev oprettet på en række amtssygehuse. Denne decentrale udvikling med vægt på ambulant behandling og tilpasning af syge til nærmiljøet skyldtes især fremkomst af moderne psykofarmaka og fremskridt i den psykologiske og sociale behandling af sindslidende. Den organisatoriske omlægning har medført, at mange kronisk sindssyge bor i egen bolig, men integrationen af de alvorligst syge lykkes ikke altid. Især i storbyer er der mange psykisk syge blandt hjemløse (posedamer) og på herberger. Antallet af behandlingsdomme har også været stigende.

Årsagsforhold. Psykiske sygdomme forstås som et uhensigtsmæssigt samspil mellem arvelig (genetisk) disposition og psykologiske, sociale og biologiske miljøforhold under hele livsforløbet. Påvirkninger i barndom og ungdom er dog særlig betydningsfulde. De specifikke årsagsforhold er kun delvist kendte for de fleste psykiske lidelser (se nedenfor).

Behandlingen af psykiske lidelser sker ved anvendelse af biologiske, psykologiske og sociale metoder. De biologiske behandlingsmetoder retter sig mod en eventuel tilgrundliggende legemlig sygdom eller påvirkning med alkohol eller narkotika. Psykofarmaka, dvs. lægemidler, der specifikt påvirker højere psykiske funktioner som følelsesliv og stemningsleje, spiller en vigtig rolle. Psykoterapi er betegnelsen for forskellige psykologiske metoder til behandling af psykiske lidelser. Blandt de vigtigste former er psykodynamisk terapi baseret på Freuds tænkning samt kognitiv terapi og adfærdsterapi baseret på psykologiske indlæringsteorier. Enhver form for psykiatrisk behandling inddrager psykoterapeutiske elementer. Den sociale behandling spænder fra pædagogiske initiativer over udbedring af økonomiske og boligmæssige forhold til arbejdsmæssig genoptræning og omskoling.

Behandling af psykiske lidelser er kendetegnet ved en tværfaglig indsats med deltagelse af en række andre faggrupper end psykiatere, især sygeplejersker, plejere, psykologer, socialrådgivere, fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Organisation. Behandling af psykiske lidelser foregår i Danmark dels på psykiatriske afdelinger, som findes på alle større sygehuse, dels i decentrale amtslige og kommunale distrikts eller lokalpsykiatriske enheder. Ambulant behandling sker desuden hos ca. 110 praktiserende speciallæger og hos kliniske psykologer med egen praksis. Der er ca. 4000 sygehussenge; antallet af indlæggelser er ca. 30 000 om året. Der er ca. 100 distriktspsykiatriske enheder i de 14 amter. Omorganiseringen af psykiatrisk behandling fra sygehusbaseret til ambulant behandling er endnu i 1999 langtfra afsluttet.

Psykiatri er i Danmark ikke opdelt i grenspecialer, men særlige psykiatriske funktioner varetages under gerontopsykiatri, katastrofepsykiatri og retspsykiatri.

Psykiatrisk forskning. Udforskning af psykiske lidelser sker ud fra specifikke videnskabelige teorier og anerkendte forskningsmetoder. De dominerende retninger er biologisk, psykologisk, psykodynamisk og socialpsykiatrisk forskning. Man kan skelne mellem klinisk forskning, der primært omfatter undersøgelser af psykisk syge, og grundvidenskabelig forskning, der inddrager dyre og registerundersøgelser. Opdelingen er dog ikke skarp. Ved vurdering af symptomer benyttes særlige skalaer, fx Hamiltons skalaer til vurdering af sværhedsgraden af angst eller depression.

Biologisk forskning sigter på at afklare biokemiske, fysiologiske og andre abnorme forhold ved hjernens funktion ved psykiske lidelser samt virkningsmekanismen af psykofarmaka og andre biologiske behandlingsprincipper. Der benyttes forskningsmetoder fra andre lægevidenskabelige fag, bl.a. klinisk fysiologi, biokemi, anatomi, genetik og farmakologi.

Den psykologiske forskning baseres på psykologiske teorier med hovedvægt på neuropsykologi og indlæringspsykologi, fx om psykologiske funktioners lokalisation i hjernen samt effekt og virkningsforhold ved kognitiv terapi og adfærdsterapi samt genoptræning og rehabilitering.

Psykodynamisk forskning tager udgangspunkt i Freuds teorier og videreudviklingen heraf. Den har ydet væsentlige bidrag til beskrivelse af symptomer ved psykiske lidelser og forståelse af deres årsagsforhold og udvikling. Den psykodynamiske behandlingsforskning omhandler især de specifikke ændringer af psykologiske processer under psykoterapi samt forholdet mellem patient og behandler.

Den socialpsykiatriske forskning omfatter epidemiologi og demografi for psykiske lidelsers vedkommende, dvs. læren om sygdomsfænomeners forekomst og udbredelse. bl.a. i relation til alder, sociale forhold mv. En væsentlig del af dansk socialpsykiatrisk forskning er baseret på eneståenåe forskningsregistre i Danmark, bl.a. Det Psykiatriske Centralregister. Forskningen har haft betydning for afklaring af forholdet mellem arv og miljø ved psykiske sygdomme.


Retur til terapioversigt